Tre iranske skuespillerinder står på hvert sit stadie i livet og karrieren. Fra den håbefulde, unge Marziyeh, der må kæmpe mod sin families modstand, over den etablerede film- og tv-stjerne Behnaz Jafari - der spiller sig selv - til den mystiske Shahrzad, der var en stor stjerne før revolutionen. Det umage møde mellem de tre kvinder bliver en udfordrende filmfortælling om solidaritet, undertrykkelse og traditionernes tyngende åg.