Karl ankommer til kapellet for at tage afsked med sin pludseligt afdøde kone, Karen. Karl kan ikke få sig selv til at åbne kisten og erkende sit tab af sin elskede Karen. Han har ingen børn, og venner var noget Karen tog sig af, så nu er han alene og har ingen at søge trøst hos. Karl forsøger at isolere sig på toilettet, men støder på Torben, som håndterer sin sorg på en helt anden måde, åbent og ærligt, og han sender Karl ud på en indre rejse. Men alt er ikke, som det ser ud. Karl lyver, Torben lyver. Kan de tilgive hinanden? Og kan de tilgive sig selv?