I en uge, hvor journalisterne var mere interesserede i Søren Papes mand end hans politik, begyndte den troværdige facade at krakelere. Og mens jobcentrene ser ud til at være en både dårlig forretning og helbredstrussel, må beskæftigelsesministeren stå til regnskab i sit naturlige habitat. Helt godt ser det heller ikke ud med danskernes tillid til myndighederne, der endnu en gang viser sig fra sin bedste side med væsentlige afsløringer om seksuelle præferencer. Heldigvis har vi Inger Støjberg - en helt almindelig dansker - der kæmper mod de fine saloner, som hun selv er en del af.